Bestyrelsens årsberetning DN Halsnæs 2019

Årets tema: KLIMA

Ved årsmødet i 2018 indledte vi årets store, vigtige tema: KLIMA.

Journalist Steen Jørgen Nielsen fortalte ud fra sin bog: Den store Omstilling om den klimakrise vi, ikke bare i Halsnæs eller i Danmark, men alle mennesker, samfund og natur på hele Jordkloden, står overfor.

En klimakrise, der kræver politisk og adfærdsmæssig handling.

Vi fulgte op på klima-temaet med den store KLIMA-event i Gjethuset mandag d.1.april kl. 15 – 18.

Vi spurgte: Hvad kan vi selv gøre?

4 top oplægsholdere, Borgmester Steffen Jensen, DNs præsident, Maria Gjerding, trafikforsker ved RUC, Hannah Willadsen og Peter Plant, Torup Ting fortalte hver ud fra deres synsvinkel om klimaudfordringer og hvad, vi selv kan gøre.

Samtidig havde 10 organisationer klimaboder med praktiske forslag til handling for klimaet. Børnenes Genbrug, Halsnæs kommunes affaldssortering, Evighedstræer, Giftfri Have, Kappelhøjkilens Kogræsserlaug, Landsforeningen mod Brændeovnsrøg (LOB), Hunderevets Venner, en DN-bod og WR-briller med video om rewilding. Endelig havde gymnasiets unge en bod med fortælling fra emne om klimaudfordringer.

Det var en stor satsning for klimaforståelse. Den samlede 200 interesserede borgere.

Mantraet var: Lav din egen Parisaftale. Altså beslut dig for at reducere dit CO2-aftryk og hvordan du vil gøre det.

Halsnæs kommune er genindtrådt som Klimakommune, altså er kommunen forpligtiget til at reducere sin CO2-udledning med yderligere 2% hvert år indtil 2025.

DN Halsnæs ønsker og har anmodet borgmesteren og dermed byrådet om at indgå i en Klima-PLUS-aftale med DN. Herved skal der yderligere reduceres for CO2-udledningen hos borgerne og i erhvervslivet.

Vi forventer, at opgraderingen sker i 2020.

 

Afdelingen, vores aktiviteter for medlemmer og natur

Halsnæs DN-afdeling har haft en lille fremgang, vi er nu 926 medlemmer. 50 flere end sidste år eller fremgang på 5%.

Vi har i år planlagt 21 ture og arrangementer.

Der har i alt været 900 medlemmer med ude i naturen, har oplevet, har lyttet, set og diskuteret natur, affald, kystsikring, klima og naturpleje.

Vi har lavet to arrangementer, der specielt har henvendt sig til børnefamilier, Bliv klog på Skovens Træer og Fugle i maj måned i Frederiksværk Skov ved Lisebroen og på Naturens Dag i oktober med temaet: mærk naturen. Arrangementet var ved Hvide Klint.

Vi vil fremover lave familiearrangementer for at give mulighed for børnefamilierne at komme ud og opleve om den natur, der omgiver os.

DN Halsnæs har haft aktiviteter med naturpleje både leslåning af 2 fredede overdrev og ved at fjerne selvsåede træer på Melby Overdrev for at skåne lyngheden. Også kogræsserlaug, hvor køer udfører naturlig naturpleje af fredet område, der er i overgang fra dyrket mark til naturområde i Kappelhøjkilen, har vi et engagement i.

Den store landsdækkende aktion for at DN skal bevare sin ret til at rejse fredningssager fandt sted søndag d. 20. januar kl. 10. Vi aktionerede ved Kattegatkysten ved Lille Kulgab. Dejligt, at så mange kom og bakkede os op. Fællessang, Der er et yndigt Land. Taler ved politikerne Trine Torp, MF og Anja Rosengren Viceborgmester og ved formanden. Herefter en kop kaffe og en småkage til deltagerne. Lune pandekager til børnene.

Vores ture planlægges og gennemføres for det meste i fredede områder, de fleste er endvidere også i en del af Nationalparken, Kongernes Nordsjælland.

Fugle- blomster- og svampeture er tilbagevendende ture, som har samlet mange interesserede deltagere.

Hejsning af det blå flag på Trekanten grundlovsdag og Nytårstur for medlemmer er også begivenheder, der samler mange til god naturoplevelse.

I år har vi haft et samarbejde med DN Frederikssund og fagforeningen 3F. Et fælles besøg med rundvisning på Vestforbrænding samt et efterfølgende møde med borgmesteren om planer for affald, forbrænding eller genbrug, herunder de mange nye og spændende udviklinger af biologiske materialer.

Vi har i år inviteret til et par møder for nye medlemmer. Der har ikke været den store tilslutning, men med få deltagere har der været gode fortællinger og debat om vores forening og naturen i Halsnæs. Flere er siden blevet aktive sammen med os i det frivillige arbejde for naturen.

Der har vist sig stor interesse i befolkningen for udpegning af Evighedstræer og medlemskab af Giftfri Have.

Vi har nu 17 evighedstræer i Halsnæs kommune. Træerne er store og bosted for insekter, fugle, smådyr og svampe. De er dermed vigtige for både biodiversiteten og på grund af bladenes optag af CO2 og for reduktion af klimaændringerne.

Der er nu udpeget tre træer ved skoler i Halsnæs kommune. Træer, som skolens elever skal værne særligt om og hermed få forståelse for den vigtige viden om fotosyntese og de grønne planters, træernes helt afgørende vigtige rolle for klimaet.

Vi er stolte af de mange evighedstræer og ønsker, at endnu flere store smukke træer i vores kommune bliver udpeget og indstillet til at være Evighedstræ.

Halsnæs er den kommune, der har udnævnt flest evighedstræer. Det er vi stolte af.

Den store tilslutning til Giftfri Haver viser en bevidsthed om naturen blandt borgerne. Kommunens Naturafdeling har de sidste to år samarbejdet med os, idet der er udloddet et par gavekort på 500 kr. til køb i Halsnæs.

Vi har godt 550 Giftfri Haver i Halsnæs Kommune. Den højeste del i landet. Det er vi glade for og håber at kunne fordoble antallet i kommende år.

På de mange m2 have, der er giftfri, undgår vi gifte, som nogle haveejere desværre stadig sprøjter med. Giften siver ned i grundvandet og noget ender i fjorden og andet i havet omkring os.

Giften, der indeholder neonikotinoider (bidræber) er, den store synder ved at dræbe bier, sommerfugle og andre insekter, der skal bestøve vores blomster og give os frugt, mad og honning. Tilbagegangen af insekter er også en årsag til, at mange småfugle dør af mangel på føde. Man ved nu, at insektgiftene giver fuglene sygdom (anoreksi), der giver svækkelse og sinker deres træk og dermed truer arterne.

DN Halsnæs har opfordret Halsnæs politikere til at lave en politisk beslutning om, at kommunen skal erklæres for at være giftfri, at hele Halsnæs kommune meldes ind i Giftfri Have.

Det vil forudsætte, at forpagtere af nogle af kommunens arealer anmodes om ikke at sprøjte med gift.

Der vil også kunne opfordres til at endnu flere lodsejere kunne drive deres landbrug økologisk.

Kommunens folk sprøjter ikke længere med gift på kommunens arealer.

DN Halsnæs opfordrer fortsat til at lave en politisk beslutning om at erklære Halsnæs Kommune for Giftfri.

 

Organisationen i DN Halsnæs

Sidste år udviklede vi i DN Halsnæs en ny struktur i vores organisation. Dels organiserede vi os således, at vi arbejder i mindre grupper: Formandskabet, Kommunikationsgruppen, Sagsgruppen og Turgruppen. Vi har arbejdet med klima- og miljø, naturpleje og økosystemer.

Vi har endvidere ud over de 9 bestyrelsesmedlemmer og 3 suppleanter, der alle er valgte på årsmøder haft op til 12 frivillige, ad.hoc.-personer.

Ad-hoc-frivillige deltager i et eller flere arrangementer og inviteres til et par bestyrelsesmøder eller kursusdage, men skal ikke deltage i de månedlige faste bestyrelsesmøder. Ad-hoc-frivillige inviteres til at deltage i DNs interne kurser, Naturens Universitet. 2 af vores frivillige her netop gennemført naturguide-uddannelsen.

De aktiviteter, vi har gennemført i år, har stort set alle været planlagt og gennemført i samarbejde mellem valgte og ad-hoc-frivillige.

Det har været en kæmpe styrke for vores forening og det har været til stor inspiration og aflastning og givet en yderligere dynamik i vores afdeling.

 

Bestyrelsesarbejdet

Det ”daglige” arbejde i afdelingens bestyrelse består af månedlige møder.

Her gennemgår vi de planer, forespørgsler og tilladelser, der behandles i kommunen, i Regionen, fredningsnævnet eller fra Miljøstyrelsen.

Vi udtaler os om sager i høring.

Der er en række store sager, der specielt har tiltrukket sig vores opmærksomhed.

Genbrugsvirksomheden De Nova på Frederiksværk Havn og aktiviteter på havnen i Hundested.

Begge havne ligger vest for byerne. I tilfælde af udslip af giftigt materiale, støv og gas vil den fremherskende vindretning, vestenvinden blæse ind over byerne.  Det har vi jo set tidligere.

Begge virksomheder har fået tilladelser til arbejde, som Danmarks Naturfredningsforening er ikke bare bekymret for men har sendt bemærkninger til og siden klaget over.

De Novas plan om at nedbryde brugte bildæk og gennem pyrolyse nedbryde dem til olie, kulstof, gas og metal er med virksomhedens beliggenhed tæt på Frederiksværk by med 10.000 indbyggere efter DNs overbevisning uansvarlig.

Pyrolyse sker ved en temperatur, hvor dannelse af dioxin, verdens giftigste gas, kan forekomme.

Tilladelsen til re-recycling er givet under forudsætning af, at reaktoren er nyeste udgave. Imidlertid vides det, at den reaktor, der skal benyttes er en ældre model, som med tiden skal opgraderes.

Der er ingen god erfaring med pyrolyse af dæk. De forsøg, man kender til, er gået galt.

Cassandra Oil, som er De Novas samarbejdspartner i denne sag, har en erstatningssag kørende, og er uden økonomiske midler til at kunne give erstatning ved evt. sammenbrud eller ulykke.

En række andre bekymrende forhold på De Nova er beskrevet i et notat, udarbejdet af DN Halsnæs.

Notatet er fremsendt til både kommunen og til virksomheden. Vi har haft møder både med Halsnæs Kommune og med virksomheden og med Ph.d.-miljø-medarbejder på DNs sekretariat. DN har opfordret til at skærpe sikkerheden for de mange forhold.

På Hundested havn, som ligeledes ligger vest for byen, er der givet tilladelse til losning af aske fra forbrænding af flis på kraft- og varmeværker, uden at kræve at losning skal ske i lukket system.

Også her er vestenvinden og havnens tætte beliggenhed i forhold til byens borgere et bekymrende forhold, som DN har påpeget og klaget over.

 

Plansager

Vi gennemgår Kommunens plansager og udtaler os, hvor vi er høringsberettigede. Der hvor vi finder, at der skal påtales eller klages, gør vi det.

Udvidelse og bygning på gammel losseplads for Skolen ved havet, har vi udtrykt bekymring om og klaget. Klagen er underkendt.   

Bebyggelse på §3-område i Vinderød Nord har vi påklaget og sagen er faldet.                    

En række planer om ikke godkendt kystsikring er påtalt.

Vi venter spændt på udspil om Kommuneplanen hvor Grønt danmarkskort skal implementeres. DN Halsnæs foreslog sidste år til Naturrådet en række økologiske korridorer, som vil kunne sikre, at biodiversiteten ikke forringes, men gerne udvikler sig, som det er besluttet af FN i Biodiversitetskonventionen. Den har Danmark underskrevet i 1992.

 

Samarbejde

DN Halsnæs har mange samarbejdspartnere. Vi er meget ofte i forbindelse med DNs sekretariat, hvor ca. 70 fagligt kompetente medarbejdere hjælper os i tvivlsspørgsmål og med stor faglig kompetence støtter os i nogle af de svære sager.

Derfra lyder stor anerkendelse af vores faglige niveau.

Vi samarbejder med andre DN-afdelinger i Samråd Nordsjælland, med vores nabo-foreninger og ved REP-møde, hvor alle landets 97 afdelinger to gange årligt mødes med præsidenten og HB-medlemmerne.

Nogle deltager i netværksgrupper fx Naturpleje-, Skov, Natur- og Nationalparknetværket. Der er ved at blive dannet et Netværk for Råstofinteresser.

Vi deltager i Grønt Råd, hvor foreninger, der er engagerede i grønne foreninger mødes 4 gange årligt. Her deltager også to ledende politikere fra UMP.

Vi er med i Kulturelt Samråd, de står bl.a. for udlån af de historiske huse i Krudtværksområdet.

Vi har været inviteret ud til fortælling om vores forening, om vores synspunkter, om Gftfri Have og om skovene. Vi har været til politiske partier, haveforening, spejderbevægelser og hos studerende fra Universitetet.

Vi samarbejder med skolernes naturfagsundervisning. Således har et par af os været ude sammen med dels 0-2. klasserne, 4. klasserne og med 6. klasserne til Bioblitz.

Vi har gennem Grønt Guld fra Veluxfonden skaffet et beløb på 50.000 kr. til Halsnæs kommunes naturfagsundervisning. Det indebærer, at +60-årige arbejder i naturen.

Det var gode og meget spændende dage/uger.

 

Kommunikation

Danmarks Naturfredningsforening er hovedorganisationen, der har alle medlemmers oplysninger herunder eventuelle mailadresser og telefonnumre. (GDPR)

Vi vil gerne kommunikere til vores lokale medlemmer. Det gør vi gennem nyhedsbreve til de medlemmer, der har tilmeldt sig nyhedsbrev fra os.

Vi opslår de fleste af vores aktiviteter gennem medlemsbladet, Natur og Miljø. Det er dog ikke altid, det lykkes, da tidsfristen er flere måneder fremme.

Annoncer i vores lokale avis er dyre, og pressemeddelelser kommer ikke altid i gennem. Amts Avisen læses ikke af alle, men bringer altid gode omtaler af vores aktiviteter og planer efter interview eller pressemeddelelse.

Facebook-opslag ses ikke af alle. Alligevel vil det fremover være ”SOME” (sociale medier), der vil være vores væsentligste kilde til kommunikation med medlemmer og andre interesserede, evt. kommende medlemmer.

TV Lorry har vist interesse for forening, de har kontaktet os og har optaget og bragt indslag om Evighedstræer og Giftfri Have.

Vi vil fortsat få lavet den folder, der samler alle årets planlagte ture og arrangementer.

Plakater om naturpleje vil også blive trykt og sat op rundt om i kommunen, specielt ved Træk et Træ har plakater vist sig at være gode formidlere.

 

Naturpolitik: Halsnæs Naturkommune 2020 og fredning

DN Halsnæs sidste store satsning er en opfordring til politikerne om at vedtage en naturpolitik.

Vi har skrevet punkter til alle naturområder med opfordringer til at danne og beslutte en politik for naturen. En politik vil give et godt overblik og klar strategi for naturens udvikling og for den grønne omstilling.

Vi har forelagt, Halsnæs Naturkommune 2020 for Grønt Råd, som bakker op om vores forslag.

Vi har fremsendt og forelagt forslaget for politikere fra UMP.

Vi i DN Halsnæs mener, at der bør vedtages en politik for hvordan Halsnæs Kommune skal udvikle natur, biodiversitet, drikkevandsområder, N-2000 områder, klimaudvikling, skovrejsning, omfordeling af fugtige og tørre jorde, råstofgravning, naturpleje, beskyttelse af §3-områder, beskyttelse og udvikling af rødlistede arter, fredninger, udvikling af nationalparkområderne og implementering af de 17 Verdensmål.

En naturpolitik, en klimapolitik og en tilslutning til Giftfri Have vil givetvis tiltrække ikke bare nye borgere, men også flere moderne virksomheder til Halsnæs Kommune.

2020 er udpeget til at være Naturens År.

Danmarks Naturfredningsforening arbejder nu på et tidligere forslag fra DN Halsnæs for en fredning af Arrenæs. Det er en udfordring, som vi ser frem til.

Derfor har vi også fremover en stor og spændende udfordring med at udvikle vores fantastiske natur til en endnu mere robust og bæredygtig natur til glæde for os alle.

19.10.2019.                                                                                            DN Halsnæs v.                                                                                            Birgitte Benzon Bang