Årsberetning for 2014
Beretning om årets arbejde i 2015
Årsmøde 2015 afholdt på Frederiksværk gymnasium, 20. oktober 2015.
Bestyrelsens Årsberetning DN Halsnæs 2014 – 2015. Årsmødet 20. 10. 2015
Fredningssager/klager/udfordringer
Danmarks Naturfredningsforening er den eneste private forening, der har ret til at rejse fredningssager. Der rejses og gennemføres hvert år 3 – 9 sager. De fleste tager mange år at gennemføre. Her i Halsnæs har vi flere end 60 større og mindre fredede områder.
Vi er i for øjeblikket særligt opmærksomme på Nordkysten.
Specielt den del af Nordkysten, der ligger ved Liseleje. Her er en gruppe borgere aktivt interesserede i at anlægge en havn. Naturstyrelsen har endeligt erklæret, at der på ingen måde kan blive tale om at anlægge havn her, da området er et såkaldt Natura 2000-område.
Imidlertid rasler den nuværende regering med planer om at give los for bebyggelse på de danske kyster. Derfor er DN Halsnæs i alarmberedskab, og trykker på fredningsknappen, hvis der planlægges noget som helst. Der vil blive tale om en ”Ambulancefredning”
Ved alle lokalplaner, forslag til lokalplaner og høringer om disse kan DN Halsnæs udtale sig. Der, hvor vi finder det relevant, undersøger vi sagen nærmere, laver en udtalelse, protesterer eller tager en samtale om sagen. Nogle sager sendes videre til DN til udtalelse, fx den ikke varslede fældning af Alléens Lindetræer først i oktober måned
Vi er opmærksomme over for industriens påvirkning af vores miljø med støj og møg. En række sager er undersøgt m.h.t. eventuel jord- og vandforurening. Vi har udtalt os om planen om solcelleanlæg, specielt med størrelse og nærhed til eksisterende bebyggelse. Indsigelsen er efterkommet ved det nye solcelleanlæg ved Evetofte.
I en række sager udtaler vi os til Fredningsnævnet for Nordsjælland. Altid efter nøje gennemgang og undersøgelse af sagen, altid for at fremme og beskytte naturen, miljøet og drikkevandet. Her kan nævnes beskyttelse af fredede strandarealer med ulovligt opførte bygninger, hegn eller stensætninger.
DN s mål og værdier
- Vi kæmper for en rig natur og et sundt og rent miljø – også i fremtiden.
- Vi ønsker et rigt plante- og dyreliv til glæde for kommende generationer.
- Vi arbejder for omstilling til vedvarende energi, mere genanvendelse og mindre forurening til gavn for natur, miljø og klima.
- Vi ønsker et landbrug, der giver plads til mere natur, som producerer sunde fødevarer uden at forurene vores vandmiljø
- Vi vil beskytte grundvandet, så vi fortsat kan hente vores drikkevand direkte fra undergrunden
De 5 værdier ligger bag vores ture og arrangementer. Vi ønsker gennem handling og eksempler at vise vejen for fremtidens natur, for bevarelse og udvikling af naturen. Alt for at vi og kommende generationer kan leve et sundt og godt liv uden at ødelægge p.gr.af kortsynede interesser.
Aktiviteter i foreningen.
Alle bestyrelsesmedlemmer og suppleanter er engagerede i planlægning og gennemførelse af en eller flere ture og arrangementer eller med andre af vore opgaver.
Bestyrelsen har holdt 10 afdelingsmøder og et stort antal mindre planlægningsmøder og udvalgsmøder for at forberede udtalelser og arrangementer.
Naturpleje:
DN Halsnæs har været foregangsforening med træk et træ. En naturplejeaktivitet på Melby Overdrev, som to gange årligt tiltrækker 60 – 100 naturelskere. En tidlig forårsdag, inden lærken lægger æg og begynder rugningen og en sensommerdag mødes vi på Sjællands største hede og på et givent, aftalt område går folk i gang med spader, ørnenæb og arbejdshandsker. De selvsåede småtræer, birk, fyr og asp trækkes op og herefter står lyngen lysende fin. Område for område har vi plejet heden.
Det er landets største og flotteste naturplejearrangement.
Arbejdet sker i samarbejde med Naturstyrelsen. Det er 8. år og 17 gang, DN har trukket træer op på Melby Overdrev.
Træk et træ er DN Halsnæs Flagskib
I år holdt vi en Naturfestival i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening. Der var Insektsafari for børnene. Majken fra DN kom med insektnet og lupper. Det var en rigtig spændende og god børneaktivitet.
Endvidere var der ”Fredningstjek”, som blev ledet af to medarbejdere fra DN. Det blev et oplæg til, hvordan vi fremover kan tjekke nogle af de mange fredninger, der er i vores kommune. Tjekke, om pleje og vedligeholdelse lever op til fredningsbestemmelserne. Det er en aktivitet, vi vil gå videre ind i frem over.
Et andet store naturplejearrangement, der karakteriserer DN Halsnæs er de 2 årlige le-slåningsdage. Søndag før Sct. Hans bliver området ved Rakenhøj i Ølsted slået med le. Det giver lys og luft til den sarte flora, der nu trives på overdrevsjorden. Det slåede græs fjernes for at mindske gødskningen af jorden. Nu breder Nikkende Kobjælde sig smukt i forsommeren.
Den anden fredede biotop, vi slår med le er ved Bakkestien i Frederiksværk. Her slår vi med le en søndag i august. Også her har floraen udviklet sig gennem de mange års naturpleje. Fx er antallet af Tjærenelliker øget flot.
Efter nogle timers arbejde bliver grillen tændt, og alle belønnes med pølser, drikkevarer og sandwich. Fortæringen er henholdsvis Naturstyrelsens og Halsnæs kommunes tak for hjælpen med naturplejen af de fredede arealer.
Ture i natur og by
Vi har i år afholdt 21 arrangementer.
- Naturvandring i vinterskoven med indsamling af pynt til adventskransen, Forårs-aftentur i Lyngby mose, Aften-blomstertur på Runde Bakke ved Roskilde fjord, På Naturens dag svampetur i Lyngby skov. *Natur og Kultur-vandring. I år med malerne fra Frederiksværk og omegn som tema, i begyndelsen af maj måned
- Vi har været med til den landsomfattende Affaldsindsamling i april
- Der har været to Bio-blitz i samarbejde med Naturstyrelsen. 24 timers overvågning og optælling af arter i henholdsvis Lyngby Skov og Tisvilde Hegn
- Weekendkursus i at lave le-drag.
- Vi har hejst af Blåt Flag ved Trekanten i Hundested på Grundlovsdag
- Vi har haft boder ved cykelløbet ”Arresø Rundt” og ved ”Stålmand” begge gange for at vise flaget ved kommunens aktiviteter i naturen.
Alle disse mange ture og arrangementer er for alle, der har lyst til at deltage.
Specielt for medlemmer havde vi to ture
- Sejltur med Frederikke på Arresø, en dejlig søndags-sommertur
- Nytårstur 1. søndag efter nytår. En frisk gåtur efterfulgt af en let frokost og selvfølgelig et glas med bobler til at skåle for det nye år.
- Årsmødet er det 21. arrangement. Sidste år hørte vi om livet på det lave vand og om sandfodring som kystbeskyttelse.
I alt har flere end 500 naturglade mennesker deltaget i vores ture og arrangementer.
Vi har lavet mange af arrangementerne i samarbejde med andre organisationer: Naturstyrelsen, Halsnæs Kommune, Blå Flag, Danmarks Naturfredningsforening hovedafdelingen, Frederikke og Arresø Rundt.
Frivillighedsprojekter:
Flere frivillighedsprojekter er udsprunget af vores midte og bliver gennemført med deltagelse af bestyrelsesmedlemmer. Leslåningskurser, ko-græsser lauget på Arrenæs, Arresø Brugerforening, Skovprojektet i Lyngby skov, registrering af små mårdyr i kommunen, registrering af natsværmere på Melby Overdrev og Foreningen til Oplysning om Skifergas.
Også Grønt Råd deltager DN i. Her med formandsposten.
Kommunikation:
Vore mange arrangementer bliver annonceret i Danmarks Naturfredningsforenings medlemsblad: Natur og Miljø. Deadline er meget tidlig i de 4 årlige numre, op til 3 måneder før den omtalte tur. Derfor kan der forekomme ændringer.
Vores ture kan endvidere læses på DNs officielle hjemmeside og på vores egen hjemmeside.
Vi udgiver selv 8 - 10 Nyhedsbreve årligt. Her bliver aktuelle problemstillinger og kampagner omtalt. Ture bliver beskrevet og illustreret med fotos. Nyhedsbrevene sendes til de af jer, der har ønsket at få det tilsendt. Der er et link på DNs site, hvor man kan tilmelde sig nyhedsbrevet.
Invitation til årsmødet blev i år sendt til de medlemmer, vi har mailadresse på. Sidste år blev der sendt invitation til nye medlemmer til Nytårsturen.
Ekstern kommunikation: af
Facebook er en aktiv kommunikationsplatform. Alle vore aktiviteter og ture bliver slået op på vores Face book side og herefter delt. Det er I også meget velkomne til at gøre. Så kommer nyheden videre ud.
Vi annoncerer i lokalavisen, Halsnæs Avis og til tider giver de plads til vores pressemeddelelse. Til andre tider er annoncen kommet på den elektroniske avis. Mange af arrangementerne bliver omtalt i Frederiksborg Amtsavis, som er gode til at tage vores pressemeddelelser.
Sommeren igennem skrev 5 bestyrelsesmedlemmer 10 artikler til ”Sommeravisen”. Under navnet ”Naturperler i Halsnæs” blev det til 10 hele sider med beskrivelser af de dejligste ture i Halsnæs illustreret af billeder, som blev taget til formålet.
Jeg må indrømme, at det var et stort arbejde, men resultatet blev meget flot og rost til skyerne. Mange har ønsket at kunne lægge samtlige artikler i deres sommerhuse, så gæster kan læse og blive inspireret til ture i de smukke fredede områder. Andre har bedt om lov til at kopiere de gode artikler for at kunne bruge hele eller dele af beskrivelserne. De 10 artikler har været god reklame for os.
Mange af vore ture bliver slået op på Oplev Halsnæs platformen. På den måde er vi en synlig del af Halsnæs kommunes Naturtilbud.
TV-Lorry er opmærksomme på, at vi er i haserne på folk, det være sig kommune eller regering, der vil belaste vores natur og specielt vore værdifulde kyster. Derfor kontakter de og beder om en udtalelse, når situationen tilspidser sig.
En sag, vi ikke har ytret os i offentligheden er Halsnæs Kommunes afslag på at ville købe Melbylejren. Muligheden for at få en suveræn indgang til ”Kongernes Nordsjælland” med formidlingscenter og naturskole blev afslået. Til gengæld bliver området ryddet, og skal retableres så det fredede område vil fremstå som en naturlig del af Melby Overdrev. Det kan vi jo kun være tilfredse med.
Landsdækkende aktiviteter/kampagner
Natur Tjek er et omfattende forskningsprojekt, understøttet af Aage V. Jensens naturfond og Aarhus Universitet. Via en app kan vi alle være med til at registrere de dyr, planter og svampe vi møder på vores vej. Det er en interessant, spændende og nyttig registreringsform, der skal sætte en række truede arter på forskernes bord. Vi har ved flere lejligheder vist og fortalt om appen på vores ture.
Beskyt vore kyster: 300 m fri for byggeri. Er DN`s store satsning igennem sommeren 2015. 123.310 mennesker har skrevet under på, at kysterne bør være tilgængelige for alle og bør holdes fri for nært byggeri. De danske kyster er vore bjerge, vores rigdom, som vi selv og turister kommer for at nyde. Kystens skønhed, ro, rå natur og storhed skal bevares som vores fælleseje
En landsdækkende NGO
DN Halsnæs har nu 808 medlemmer Det er lidt færre end sidste år. Vi har fået 52 nye medlemmer.
I alt er der 125.000 medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening i landets 95 lokalforeninger.
De 11 kommuner i Nordsjælland arbejder sammen i ”Samråd Nordsjælland”, her holder vi 5 -6 møder årligt og taler om sager, der har fælles interesse, fx de mange års arbejde for at få etableret Kongernes Nordsjælland som Nationalpark.
Nogle gange årligt er der et oplæg til inspiration og debat blandt formænd/næstformænd og flere gange om året alle bestyrelsesmedlemmer inviteret.
Repræsentantskabsmøderne holdes to gange årligt over to dage på skift rundt om i landet. Søndag eftermiddag er der arrangeret ture ud i naturen, de giver oplevelse og inspiration til vores lokale afdelinger.
De tre DN-afdelinger på Nordkysten samarbejder parallelt med de tre kommuners politikere og embedsfolk for at sikre Nordkysten ved sandfodring. Der søges fonde og forskningsprojekter til det store og dyre projekt, som vi mener er den eneste rigtig måde at beskytte vores værdifulde kyst på.
Tak
Hermed mener jeg at have været rundt om de væsentligste begivenheder i det forløbne år.
Tilbage står at sige et oprigtigt tak til den fantastiske bestyrelse, jeg arbejder sammen med.
Tak for blomster-, svampe-, mose-, Frederikke-, affalds- kultur- og skovture, tak for sagsbehandlinger, tak for opsatte plakater, tak for juridiske vurderinger, tak for tilsyn med mårfælder.
Tak for le-slåning og for træk et træ, tak for referater, for artikel-skriverier, for korrektur og nyhedsbreve, for sparing, for kaffe og for mange gode timer sammen for naturen.
Birgitte B. Bang
formand for DN Halsnæs